Snøhvit kan lagre mindre CO2 end ventet
Europas største deponeringsplads for CO2, gasfeltet Snøhvit i havet ud for Nordnorge, viser sig at kunne rumme væsentligt mindre af den klimaskadelige gas, end man håbede. I værste fald skal der etableres en ny, kostbar boring - uden garanti for, at det vil gå bedre
"Trykket i reservoiret stiger mere end forudset, når vi pumper CO2 ned i undergrunden", siger en pressemedarbejder fra Statoil.
Statoil har endnu ikke overblik over problemet, men hypotesen er lige nu, at der er små forkastninger i undergrunden, som har lukket af for adgangen til nogle store, porøse sandstenslag, som findes i 2.600 meters dybde.
Det kan derfor blive nødvendigt at udføre endnu en boring til CO2-deponeringen, som ifølge planerne skal modtage 700.000 tons CO2 om året.
Snøhvitts primære formål er at pumpe naturgas op fra de 21 undersøiske naturgasboringer. Produktionen begyndte i 2006, og naturgassen sendes ind til land gennem en 143 km lang rørledning. Imidlertid indeholder naturgassen cirka fem procent CO2, som sendes retur til dybet. Deponeringen af CO2 begyndte i 2008.
Kilde: ingeniøren.dk