Stor dansk kran på vej til kæntret flydedok
Kranen Sanne A, tilhørende J.A. Rederiet, er på vej til Hirtshals for at hæve porten på den kæntrede flydedok. Kranen er sammen med bugserbåden Stevns Battler mandag morgen på en position ud for Frederikshavn, og ventes at være fremme i Hirtshals mandag ved 18-tiden.
Kranen ankommer samtidig med, at Hirtshals Yard er i gang med at forsøge at rette flydedokken op, ved langsomt at ændre balancen i ballasttankene.
Direktør i Hirtshals Yard, Rasmus Brohus, sagde søndag til Nordjyske Stiftstidende, at den overdækkede flydedok har rettet sig så meget, at den norske trawler der befinder sig inde i dokken, ikke længere hviler op af dokken men flyder selv.
Sanne A skal løfte den store port til flydedokken, der ikke kan åbnes da der ingen strøm er i dokken. Når porten er åbnet kan man få den norske trawler ud af dokken og undersøgt, hvor stor skade der er sket på trawleren, der tilhører rederiet Hardhaus.
Sanne A sejlede søndag middag fra Nyborg, hvor den lå sammen med slæbebåden Stevns Battler.
Den overdækkede dok, der også er kendt som Nordsøkatedralen, er bygget i 1952, og har ligget i Hirtshals siden 1987.
I 2015 sank den ene ende af dokken under en storm.
Redaktionen