Stor efterspørgsel på maskinmestre
De danske maskinmestre der står til at miste deres job i Torm, får ikke svært ved at finde ny beskæftigelse. Ledigheden blandt maskinmestre fortsætter med at falde, viser de nyeste tal fra Ingeniørernes A-kasse.
Alene indenfor den seneste måned er ledigheden faldet med 0,5 procent fra 3,1 til 2,6 procent, Opgjort i antal af medlemmer svarer det til et fald fra 199 til 165 ledige ud af de 6.368 maskinmestre, der er medlem af Ingeniørernes A-kasse.
Omregnet i antal stillinger svarer det til, at der lige nu mangler 129 fuldtidsstillinger for at få samtlige ledige maskinmestre i job.
Faldet i ledigheden er mest markant blandt de 20-29-årige, hvor tallet er faldet fra 70 til 52 medlemmer. Det svarer i procent til en nedgang fra 12,2 til 9,3 procent.
Per Jørgensen, formand for Maskinmestrenes Forening, glæder sig over den positive udvikling i beskæftigelsen, og han forventer et fortsat fald i ledigheden de kommende måneder.
Kilde: Maskinmestrenes Forening