Svitzer marginalt tilbage
Nettoomsætningen hos Svitzer faldt fra 339 millioner dollar i første halvår 2015 til 325 millioner dollar i dette års første halvdel, mens overskuddet efter skat faldt fra 61 millioner dollar sidste år til 51 millioner dollar i år.
Nettoomsætningen i andet kvartal steg en anelse fra 161 millioner dollar sidste år til 162 millioner dollar i år til trods for, at bjærgningsaktiviteterne stoppede i forbindelse med fusionen med Titan Salvage, USA. Til gengæld kom der nye terminalbugseringsaktiviteter i Australien og Amerika og deraf følgende højere havnebugseringsindtægter.
Til trods for betydelig overkapacitet i de fleste segmenter inden for skibsfarten har Svitzer øget sin markedsandel i Australien og Europa. Svitzer har forbedret produktiviteten og gennemført omkostningsbesparelser, men der har også været integrations- og opstartsomkostninger i Amerika. Overskuddet efter skat i andet kvartal er derfor faldet fra 32 millioner dollar i andet kvartal sidste år til 24 millioner dollar i andet kvartal i år.
Generelt kan Svitzer mærke en nedgang i havnebugseringsaktiviteterne og justerer derfor tonnagen og beskæftigelsen af besætningsmedlemmer tilsvarende.
Kilde: A.P. Møller-Mærsk