Tømning af tanke går hurtigere end ventet
Det hollandske bjærgningsselskab Smit har hurtigere end ventet tømt de første brændstoftanke om bord på det kæntrede krydstogtskib Costa Concordia. Fortsætter arbejdet i det nuværende tempo, kan skibet være tømt for olie om få uger.
Tømningen foregår i øjeblikket med en hastighed på 8 kubikmeter pr. time, døgnet rundt, hvilket er hurtigere end ventet.
Bjærgningsselskabet koncentrerer sig lige nu om at tømme seks brændstoftanke i krydstogtskibets stævn. Tankene indeholder over 60 procent af de omkring 2.300 tons olie der er om bord på skibet.
Onsdag var de tre første tanke tømt, og i løbet af weekenden kan samtlige seks brændstoftanke i stævnen være tømt. Når den del af arbejdet er fuldført, går Smit i gang med at bore huller i skroget ind til de sidste af skibets sammenlagt 15 brændstoftanke.
De italienske myndigheder har indtil nu forventet, at det vil tage 28 dage at tømme tankene. Fortsætter arbejdet i det nuværende tempo, kan arbejdet allerede være afsluttet om få uger.
Kilde: Digital Journal