Torm køber otte tankskibe og sælger et
Torm har indgået en aftale om at købe otte brugte MR-tankskibe for 340 millioner dollar. Skibene, der leveres i løbet af 3. og 4. kvartal, betales med 238 millioner sollar kontant plus 2,65 millioner nye aktier.
”Vi er glade for endnu en gang at kunne annoncere et delvist aktiebaseret køb af skibe. Siden 2021 har Torm brugt delvist aktiebaserede køb til at udvide flåden, allerede før produkttankmarkedet tog fart. Denne model fremhæver den stærke tillid, sælgerne har til Torm”. siger Jacob Meldgaard, administrerende direktør i Torm.
Skibene er alle bygget på det koreanske værft Hyundai Mipo Dockyard i 2014-2015, og seks af skibene er blevet udstyret med scrubbere.
Torm har siden offentliggørelsen af vores resultater for 1. kvartal 2024 solgt et 2006-bygget MR-tankskib til levering i 3. Kvartal, for et kontant beløb på 23,3 millioner dollar.
-mauh