Torms græske ejer ramt af lave rater
Den græske skibsreder Gabriel Panayotides har ikke kun problemer med det gældsplagede danske tankskibsrederi Torm, som han ejer en kontrollerende aktiepost i. Også hans amerikanske rederi, Excel Maritime Carriers, er hårdt ramt af tidernes ugunst.
Flere af de langtidskontrakter som Excel Maritime Carriers skibe har sejlet udløber, og tørlastrederiet er nu tvunget til at indgå nye kontrakter til langt lavere priser.
Rederiets 12 år gamle capesize bulker Iron Beauty på 164.218 DWT er lige kommet ud af en charteraftale med Cargill til 17.000 dollar pr dagen. Nu er der indgået en ny kontrakt på skibet til 12.250 dollar pr dag på en 8 - 12 måneders kontrakt.
Et andet skib, Grain Harvester på 76.417 DWT, er lige blevet chartret ud på en kontrakt på mellem 10 og 13 måneder til 11.250 dollar pr. dag. Skibet har indtil nu sejlet på spotmarkedet.
I sidste uge annoncerede Excel nye charterkontrakter for fire af sine kamsarmaxes, og for et af dem, den 82.000 DWT store Coal Gypsy, var der tale om en meget betydelig reduktion. De næste 12 måneder vil skibet sejle 11.250 dollar hjem om dagen, mod hidtil 24.000 dollar om dagen.
To tilsvarende skibe, Ore Hansa og Iron Brooke, begge på 82.000 DWT, stå ligeledes til at sejle 11.250 dollars hjem pr. dag, mens den ligeledes 82.000 DWT store Iron Calypso må nøjes med 11.500 dollars pr. dag.
Endelig udløber den kontrakt som det 177.000 DWT store Iron Miner indtil nu har sejlet under til 41.335 dollar pr dag. I det øjeblikkelige marked vil skibet kun kunne indbringe omkring 13.000 dollars pr på en etårig kontrakt.
Gabriel Panayotides kontrollerer 52 procent af aktiekapitalen i Torm, der fremlægger sit årsregnskab den 1. marts.
Kilde: Tradewinds