Trusler holder SeaFrance færger i havn
Voldsomme verbale slagsmål mellem ledelse og fagforeninger i SeaFrance, hvor rygter og påstande om sabotagetrusler fyger gennem luften - får nu rederiet til at forlænge indstilling af overfarten på ubestemt tid.
Seafrance ledelse hævder ligefrem, at nogle fagforeningsledere har truet med at sænke et eller flere fartøjer.
En højtstående SeaFrance officer siger, at rederiets juridiske afdeling har besluttet først at genoptage sejladsen når der kan garanteres sikkerhed for skibe, personale og ejendomme. De ansatte er derfor blevet om at blive hjemme.
”Det, som ledelsen gør, kaldes en lock-out og det er ulovligt. Vi vil gøre alt for at undersøge enhver politisk mulighed, for at få det stoppet”, siger en højtstående fagforeningsleder. Der er i den forbindelse aftalt møde med transportministeren Thierry Mariani lørdag.
En anden vinkel på historien er, at selskabet rygtes kun at have penge nok frem til den 15. december. Ved at holde færgerne i havn, kan rederiet spare på driftsomkostninger og dermed holde selskabet i live frem til udgangen af januar.
Fagforeningerne siger, at indstillingen af sejladsen vil smadre SeaFrances kerneforretning.
De mistænker ledelsen for i virkeligheden at ville spænde ben for fagforeningernes forsøg på at overtage selskabet.
Onsdag beordrede Handelsretten i Paris selskabet likvideret, dog med frist til at finde en ny ejer senest den 12. december - og mulighed for at drive selskabet frem til den 28. januar. Det skete efter at retten havde afvist såvel DFDS som fagforeningernes bud på rederiet som værende for lave.
Lastbiler med SeaFrance billetter bliver ombooket til andre færgeselskaber. P & O Ferries har indsat en ekstra færge for at kunne klare den øgede trafik.
Kilde: IFW