Tvivl om scrubbere som bedste løsning
Nye tal fra Clarksons viser, at kun ganske få skibe på verdensplan endnu er udstyret med scrubbere, der er nødvendige for at overholde de kommende krav om lavt svovlindhold ved brug af tung bunkerolie. Men det skyldes ifølge Danske Rederier, at andre løsninger også er i spil.
“Alle vores medlemmer forbereder sig på de skærpede svovlkrav og vil være klar til at overholde dem, når de træder ikraft 1.1. 2020”. Det fastslår direktør i Danske Rederier, Maria Skipper Schwenn på baggrund af et lukket seminar om emnet for rederierne, som organisationen afholdt fornylig.
“Men der er flere måder at overholde de nye regler på. Det kan også ske ved brug af svovlfattig olie på 0,5%, nye blandingsprodukter eller LNG og pointen er, at hvert rederi træffer sine strategiske beslutninger ud fra mange forskellige parametre såsom brændstofprisen, skibenes alder osv. Scrubberinstallationer vil hovedsageligt ske på nybygninger, hvor flere fx gør plads til fremtidig installation. Det er ikke vores forventning, at der vil ske retrofit på store oceangående skibe,” siger Maria Skipper Schwenn til Maritime Danmark.
Nogle rederier har meldt deres strategi ud. Maersk Line har således fastslået, at de ikke betragter scrubbere som den rigtige løsning og derfor vil vælge at benytte svovlfattigt brændstof i stedet, mens DFDS omvendt har udstyret omkring 30 skibe med scrubbere.
På det lukkede seminar stod det ifølge Maria Skipper Schwenn klart, at nogle rederier har indhentet tilbud på montering af scrubbere, men formentlig vil se tiden an, inden de træffer en endelig beslutning.
“Man kan vælge at vente med at træffe beslutningen, til man har set udviklingen lidt an efter at reglerne er trådt i kraft. Det er udviklingen i prisen på scrubber-installationer, der skal holdes op mod udviklingen i prisen på den svovlfattige olie og på den tunge, konventionelle bunkerolie, når den endelige beslutning skal træffes,” siger Maria Skipper Schwenn
En frygt for, at der ikke vil være tilstrækkelig med svovlfattig olie tilgængelig på verdensmarkedet, er grundløs, blev det fastslået på seminaret af raffinaderier og brændstofsleverandører.
Redaktionen
Læs også historien om, hvor få skibe, der endnu er udstyret med scrubbere HER