Tyrkisk værft med på Danish Maritime Fair
Danish Maritime Fair 2018, der finder sted i Lokomotivværkstedet i København fra den 2. - 4. maj næste år, har netop indgået en kontrakt med sin første tyrkiske udstiller på den internationale danske messe nogensinde.
Det drejer sig om det topmoderne værft Özata Shipyard, der ligger ved Altinova, godt 80 kilometer sydøst for Istanbul. Værftet er leveringsdygtig i en bred vifte af skibstyper på helt op til 30.000 DWT. Ud over traditionelle stålskibe bygger værftet også skibe i carbon fiber.
”Vi er glade for og stolte over, at præsentere vores første tyrkiske udstiller på Danish Maritime Fair, siger Martin Uhlenfeldt, partner i Medie Gruppen Maritime Danmark, der arrangerer Danish Maritime Fair.
”Vi har naturligvis rigtig mange danske udstillere på Danish Maritime Fair, og det er vi super glade for”, siger Martin Uhlenfeldt.
”Men det er vores ambition at række ud i verden, og derfor er vi meget glade for at der nu er knyttet kontakt til det store tyrkiske marked.
Özata Shipyard er grundlagt i 1985. Frem til 2002 havde værftet hjemme i Tuzla, men flyttede derefter til nye faciliteter på et 60.000 kvadratmeter stort areal ved Altinova, der er hjemsted for mere end en halv snes skibsværfter.
Özata Shipyard producerer bl.a. katamaran færger bygget i Carbon Fiber, en produktion der kræver højt specialiseret viden og ikke mindst dygtige medarbejdere. Produktionen omfatter herudover luksusyachter, passagerskibe, tankskibe og en række specialskibe, bl.a. redningsskibe.
Danish Maritime Fair blev grundlagt af Medie Gruppen Maritime Danmark i 2014, og messen i begyndelsen af maj 2018 er den fjerde i rækken. Messen indgår i Danish Maritime Days der ligeledes startede op i 2014.
De tre første år fandt Danish Maritime Fair og Danish Maritime Days sted hvert år i oktober, men fremover vil såvel messen som de maritime dage finde sted hvert andet år - næste gang i maj 2018.
Sideløbende med messen afvikles der to store konferencer samt en række mindre arrangementer og seminarer i Lokomotivværkstedet, en historisk industribygning beliggende i Københavns Sydhavn.
Er du interesseret i at udstille, eller i at høre mere om Danish Maritime Fair, så send en e-mail til booking@danishmaritimefair.dk eller ring på +45 7020 4155.
Se informationsvideo om Özata Shipyard herunder: