Vanvittig himmelflugt fortsætter
Raterne for transport af containere fra Asien til Europa og USA var rekordhøje i sidste uge. Men i denne uge er rekorden blevet slået igen, som det nu er sket i 19 uger i træk for World Container Index, skriver Drewry. Det koster nu 13.787 dollar at få fragtet en container fra Shanghai til Rotterdam.
Det kan ses på hylderne i dit byggemarked. Og det kan meget vel også få indflydelse på udbuddet af varer på Black Friday og i julehandlen. Prisen for at få fragtet en container fra Asien til Europa og USA er nu så høj - og problemerne med at skaffe kapacitet så store - at importørerne enten dropper forsendelserne på grund af prisen - eller risikerer, at de ikke når frem i tide.
Drewry´s sammensatte World Container Index steg i den forgange uge med 2,1 pct. svarende til 204 dollar og nåede 9.817,72 dollar for en 40 fods container. Det er 351 pct. højere end niveauet i samme uge i fjor.
Bag gennemsnitstallet, der nu er steget 19 uger i træk, gennem sig endnu større stigninger og priser på mange af ruterne. Fragtraterne over Stillehavet til USA steg således med 4 pct. til 11.362 dollar fra Shanghai til Los Angeles og med 5 pct. til 14.136 dollar fra Shanghai til New York for en 40 fods container.
Spotraterne til Genoa er steget med vilde 594 pct. i forhold til samme uge i fjor og ligger nu på 13.464 dollar.
Anderledes billigt er det at sende container fra USA til Europa. Her faldt prisen med 1 pct. til 1.142 dollar.
Og der er ifølge Drewry ikke udsigt til, at de opskruede priser falder lige med det første. Tvært i mod forventer selskabet yderligere stigninger i de kommende uger.
Kilde: Drewry