Vindens luner sendte Ørsted på rutsjetur
Vinden har det med at bremse op, inden den rammer havmøllerne. Det viser et omfattende projekt, som Ørsted netop har afsluttet. Men den opdagelse betød, at Ørsted nedjusterede forventningerne til afkastet fra vindmøllerne med 0,5 pct., og det har ramt virksomhedens aktiekurs.
Da nyheden breakede i går droppede kursen på den ellers så populære aktie med godt 7 pct. svarende til et tab på ca. 46 kr pr. aktie - eller et samlet tab for aktionærerne på knap 20 mia. kr.
Hvis mindre vind end forudset rammer møllerne, betyder det også, at de producerer mindre strøm. Derfor nedjusterede Ørsted forventningerne til afkastet fra 7,5-8,5 pct. til 7,0-8,0 pct.
Selvom den nye opdagelse selvsagt ikke alene rammer Ørsted, men også alle konkurrenterne blev aktiekursen altså sendt ned i går.
Men den har dog rettet sig i dag med en stigning på ca. 4 pct. til kurs 599,80 kr. kl. 13.30.
Nyheden om den havvindens luner overskyggede fuldstændig Ørsteds eller pæne kvartalsregnskab, der viste en næsten fordobling i driftsindtjeningen (EBITDA) fra 2,225 mia. kr. i tredje kvartal i fjor til 4,116 mia. kr. i tredje kvartal i år.
Det smittede grundigt af på kvartalets resultat, der landede på 1,477 mia. kr. efter skat - eller godt en mia. kr. mere end resultatet i samme kvartal i fjor.
Kilde: Ørsted