VMS Group åbner værksted i Vestafrika
VMS Group åbner nu sit eget værksted i Walvis Bay i Namibia. Beliggenheden samt et hastigt voksende marked indenfor offshore og fiskerflåden betyder, at potentialet for en stærk, maritim serviceklynge i havnen ifølge det danske firma er stort.
”Vi venter os meget af denne strategiske udvidelse af vores internationale aktiviteter. Det lokale skibsværft i Walvis Bay er kommet godt i gang, og en kæmpe containerterminal er under opbygning. Samtidig er der netop fundet en stor olieforekomst i farvandet ud for Namibia”, siger Kristian Kaasing Larsen, Senior Vice President i VMS Group.
Som den eneste havn med servicefaciliteter mellem Cape Town i Sydafrika og De Kanariske Øer er Walvis Bay på Namibias vestkyst et nøgleområde for skibsfarten i det østlige Atlanterhav. Det er baggrunden for, at danske VMS Group med hovedsæde i Frederikshavn nu etablerer sig med eget værksted tæt på havnefaciliteterne i Namport i Walvis Bay.
”I begyndelsen vil vores værksted i Walvis Bay være bemandet med en dansk supervisor og en stab af medarbejdere fra vores brasilianske afdeling. På længere sigt er det planen, at vi gerne vil rekruttere lokalt, i det omfang, det er muligt”, siger Kristian Kaasing Larsen, der de seneste fire år har været udstationeret i Brasilien for at opbygge en afdeling af VMS Group i Niteroy ved Rio de Janeiro, der nu beskæftiger 55 medarbejdere..
Etableringen i Namibia kommer samtidig med en planlagt udvidelse af Namport, der blandt andet omfatter en ny containerterminal. Danskerne har længe haft kig på området, og et tæt samarbejde med det namibisk-ejede W. Dresselhaus Engineering, der har været i Walvis Bay siden 1989, betyder, at etableringen af et 420 kvadratmeter stort værksted fuldt udstyret med alt nødvendigt værktøj og maskiner til slibning af ventiler, afbalancering og honing er en realitet.
Kristian Kaasing Larsen vurderer, at olie- og gasområdet efter nogle svære år er på vej op igen.
”Alene i juli blev der på verdensplan reaktiveret 24 rigge, og hver borerig er afhængig af tre-fire supplybåde, så markedet er der.
Samtidig er der alene i Walvis Bay 12 fiskefabrikker og en lokal fiskerflåde på omtrent 140 fartøjer. Og endelig er vi i forvejen i området, når vi har kunder, der kræver service”.
Udover at støtte op om den eksisterende forretning og en fortsat global udvikling af VMS Group ser den danske virksomhed også muligheder i at være med til at udvikle Walvis Bay som en ny, maritim serviceklynge.
Basis for denne udvikling kunne være et tæt samarbejde mellem VMS Group, W. Dresselhaus Engineering, det lokale værft NAMDOCK samt havnen, der med sin beliggenhed også fungerer som serviceområde for og forsyner de tre nabolande uden egen kyststrækning; Botswana, Zambia og Zimbabwe med Dry Port-faciliteter med mulighed for omladning af gods samt understøttende logistik- og lagerfaciliteter.
Fra værkstedet i Walvis Bay vil VMS Group tilbyde service og vedligehold af alle typer dieselmotorer, turboladere og gear. Det gælder såvel fartøjer, der lægger til kaj i Afrika, som service under medsejlads.
Redaktionen