Weco Bulk fordobler overskuddet
Det går godt for baron Johan Wedell-Wedellsborgs bulk forretning. Så godt, at Weco Bulk i 2017 kom ud med et overskud på godt 2 mio. dollar, hvilket er dobbelt så meget som i 2016. Og fremtidsudsigterne er positive, skriver rederiet i årsregnskabet.
Weco Bulk opererer en række skibe fra handysize til ultramax og gjorde det med succes i 2017. Og trenden fortsætter: “Ledelsen forventer at fortsætte den profitable vækst i aktiviteterne samtidig med, at eksponeringen til markedsrisici håndteres,” hedder det i ledelsens beretning.
Med årets overskud udbygges egenkapitalen i selskabet til 3,9 mio. dollar fra 2,9 mio. dollar i 2016.
Selskabet, der er en del af Weco Shipping, har i 2017 øget medarbejderstaben fra syv til 11
Weco Shipping, der også omfatter Weco RoRo, Weco Projects og Weco Tankers, solgte i marts 2017 sin ejerandel i Stena Weco, der blev skabt i 2011 som et joint venture mellem Weco Shipping og Stena Bulk.
Bruddet blev begrundet med, at de to rederiers ambitioner havde ændret sig.
Kilde: Weco Bulk