23-årig dansk kvinde viser vejen
Som den første og indtil videre eneste kvinde i verden er Ida Teglgaard, befaren skibsassistent på Esvagt Froude, uddannet til person in charge på gangvejssystem der bringer havmølleteknikerne sikkert på arbejde fra skib til mølle
”Det er lidt specielt at være den første kvinde, som er uddannet person in charge, og det er jeg da superstolt af at have arbejdet mig op til det. Først og fremmest er det bare fedt at blive endnu bedre klædt på til at udføre en vigtig del af mit arbejde og kunne tage mere ansvar”, siger Ida Teglgaard.
Som person in charge skal Ida både styre gangvejssystemet, der er produceret af Ampelmann, og være ansvarlig for at lære kolleger op og varetage vedligehold.
De mandlige kolleger ombord har joket med, at hun har fortjent en lyserød Ampelmann-hjelm, og skibets kaptajn synes også, det er sejt gået.
”Det er dejligt med anerkendelsen, og især at den er fagligt begrundet. Hverken jeg eller nogen andre får noget ud af, at jeg er god til noget ”…af en kvinde at være”. Den tilføjelse bruger vi ikke i Esvagt. Her skal man bare være god til sit arbejde”, siger Ida Teglgaard.
Esvagt Froude opererer på Triton Knoll Offshore Wind Farm ud for kysten af Lincolnshire, i Nordsøen, England.
Redaktionen