Fejl på Samsø-færge forsinker genindsættelse
Et planlagt værftsophold for Samsø Rederis Prinsesse Isabella bliver forsinket på grund af alvorlige fejl, der blev opdaget ved et rutineeftersyn. Det betyder, at færgen tidligst er tilbage på ruten mandag i uge 7, oplyser rederiet.
Ved rutineeftersynet i forbindelse med Isabellas 10-års service og klassegodkendelse blev det konstateret, at lejer i hængslerne på færgens to frontsektioner var defekte. Det betyder, at færgen først kan genindsættes, når lejerne er udskiftet.
“Udskiftningen af hængsellejerne er en omfattende operation, hvor den største udfordring er at afmontere visirerne i begge ender med mobilkraner, så værftet kan få adgang til lejerne. Derudover skal vi skaffe de specialfremstillede lejer fra en leverandør – en proces, der allerede er i gang i hele Europa. Desværre er mange leverandører lukket i weekenden, hvilket forlænger jagten på de nødvendige reservedele,” skriver rederiet på sin Facebookside.
Færgen skulle være genindsat mandag morgen den 3. oktober og forsinkelsen betyder, at rederiet har haft travlt med at forlænge bemandingen på Ane Læsø, der har været indsat under Isabellas værftsophold.
Det betyder, at alle billetter til Isabella i den kommende uge annulleres og refunderes, skriver rederiet.
-emte