270 containere skyllet over bord i Nordsøen
Containerskibet MSC Zoe har mistet langt flere containere under hårdt vejr i Nordsøen, end de 30 rederiet i første omgang oplyste til de tyske myndigheder. Ifølge nye oplysninger fra rederiet kan der være tale om helt op til 270 containere, heraf mindst en med farligt indhold.
De nye oplysninger fra rederiet bekræftes af billeder af skibet, taget af en helikopter fra det tyske luftvåben. Nogle af billederne kan ses over og under denne artikel.
Tyske og hollandske myndigheder er i fuld gang med at lokalisere og registrere de tabte containere, hvoraf en halv snes indtil nu er skyllet i land på hollandske vadehavsøer.
Drivende containere kan udgøre en alvorlig fare for skibstrafikken, ikke mindst for mindre skibe.
MSC Zoe ankom i nat til Bremerhaven, eskorteret af det tyske kystvagtskib Neuwerk. Myndighederne gennemgår nu i samarbejde med ejerne det store containerskib for at kortlægge omfanget af skaderne, og sikre en præcis opgørelse over hvor mange containere der er skyllet over bord - og indholdet i de tabte containere.
Fotos: Havariekommando