Flere skandinaver om bord på forulykket ubåd
De egyptiske myndigheder har afhørt besætningen på turistubåden, der torsdag sank med 45 turister ombord - heraf mange skandinaver i følge nye oplysninger. Seks russere omkom, heraf to børn.
Det var en ubåd af denne type, der forliste torsdag på 20 meter vand med 45 passagerer og 5 besætningsmedlemmer ombord. Seks omkom, mens ni blev alvorligt kvæstet.. Foto: Sindbad Submarine
Ifølge de første oplysninger om forliset forlød det fra det russiske konsulat i Hurghada, at alle ombord på turistsubåden Sindbad var russiske statsborgere.
Men det er senere blevet korrigeret af guvernøren for Det Røde Hav, Amr Hanafy, der ifølge BBC oplyser, at der var 45 passagerer om bord, der kom fra Rusland, Indien, Norge og Sverige, samt fem egyptiske besætningsmedlemmer.
Seks omkom, mens de 39 øvrige passagerer samt fem besætningsmedlemmer blev reddet efter forliset, der skete omkring kl. 10.00 lokal tid, oplyser myndighederne.
Ni personer er blevet såret, herunder fire kritisk.
Ifølge guvernøren havde ubåden en gyldig licens og lederen af besætningen havde de nødvendige "videnskabelige certifikater".
En undersøgelse af ulykken er i gang og årsagen derfor ikke kendt endnu. Men Foreningen af russiske rejsearrangører skrev i et opslag på Telegram, at ubåden ramte et rev og efterfølgende mistede trykket, mens den befandt sig på en dybde af 20 meter.
-emte