28 russiske søfolk udvist for ulovligt arbejde
Alle 28 russiske sømænd, der blev anholdt af politiet ved Rødby Havn tirsdag har fået bøder for at arbejde uden arbejdstilladelse på Femern-byggeriet og vil nu blive udvist af Danmark, oplyser politiet. Nu er næste skridt at retsforfølge arbejdsgiveren, skriver Fagbladet 3F.
Helt som politiet forventede, har Udlændingestyrelsen udvist de 28 søfolk på baggrund af sigtelserne for manglende arbejdstilladelser. Derudover har de fået et indrejseforbud på to år, siger politiinspektør Peter Compen, der er leder af udlændingekontrolafdelingen i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til Fagbladet 3F.
De russiske søfolk bor på de to slæbebåde, de har arbejdet på for Femern-byggeriet, indtil de bliver udvist.
“Nu skal vi på baggrund af søfolkenes forklaringer og den efterforskning, vi ellers har gjort, finde frem til de rette arbejdsgivere, og så skal de også sigtes for ulovligt arbejde,” siger Peter Compen. Det er ikke nødvendigvis nemt, da der ofte er en lang række underentreprenører knyttet til større byggerier, og derfor forventer politiet, at det kommer til at tage noget tid.
Kilde: Fagbladet 3F