Vordingborg Havn vinder klagenævnssag
Miljø- og Fødevareklagenævnet har nu givet grønt lys for Vordingborg Kommunes udvidelsesplaner for havnen. Det sker efter nævnet har afvist en klage fra Danmarks Naturfredningsforening over en miljøgodkendelse, som Vordingborg Kommune gav i 2021.
”Afgørelsen i Miljø- og fødevareklagenævnet muliggør investeringer, der kan skabe grønne arbejdspladser i vores region. Havneudvidelsen er med til at sikre, at vi i Vordingborg Kommune fortsat kan være i front med bæredygtige løsninger”, siger Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune.
Klagenævnets afgørelse har været to år undervejs.
”Det er uacceptabelt, at en klagesag kan tage flere år. Så lange sagsbehandling hæmmer den grønne omstilling, som vi har hårdt brug for i Danmark. Jeg er derfor også rigtig glad for, at der nu er afsat en ekstrabevilling på finansloven til at nedbringe sagsbehandlingstiden”, siger Mikael Smed.
Den første del af havneudvidelsen på Vordingborg Havn er allerede afsluttet og overdraget til Arcadia eFuels. Anden og sidste del forventes færdiggjort inden sommeren 2025.
-mauh