Uddybningen af sejlrende til Esbjerg afsluttet
Den strategiske uddybning af indsejlingen til Esbjerg Havn er afsluttet, og havnen kan nu kan tage imod markant større skibe, hvilket både styrker Danmarks position i den grønne omstilling og som logistikknudepunkt for NATO.
Foto: Esbjerg Havn
”Med uddybningen skaber vi mulighed for at fordoble vores godsmængde over det næste årti. Det er et kvantespring for både vores kunder og for Danmarks rolle i den internationale energiforsyning og i forsvarssamarbejdet”. siger Dennis Jul Pedersen, direktør for Esbjerg havn.
En sejlrende med en dybde på 12,8 meter betyder, at Esbjerg Havn nu er i stand til at håndtere både større og tungere skibe. Uddybningen cementerer havnens position som Europas førende indenfor udskibning af havvind, samtidig forbedres muligheden for at modtage store RoRo-skibe og dermed også militære fartøjer. Det betyder at skibe med militært udstyr i endnu højere grad kan lægge til og operere hurtigere og mere effektivt i tilfælde af øget beredskab.
”Vi ser allerede nu, at både vindindustrien og forsvarsalliancen har brug for en havn, der kan tage imod markant større skibe. Det er ikke længere noget, der ligger ude i fremtiden – det er her og nu. Og nu er vi klar”, siger Dennis Jul Pedersen
Uddybningen er gjort muligt via en støtte på 211 millioner kroner fra EU’s infrastrukturfond, Connecting Europe Facility (CEF). Bevillingen betød også, at Esbjerg Havn blev optaget i EU’s Trans-Europæiske Transportnetværk (TEN-T) som et strategisk transportknudepunkt.
”Vi har nået en vigtig milepæl, som åbner havnen for de skibe, der former fremtidens energiforsyning og sikkerhed. Det er et løft af både vores kapacitet og vores ansvar – og vi er klar til at tage det på os”, siger Søren Gade, formand for bestyrelsen i Esbjerg Havn.
“Det her styrker ikke kun os som havn – men hele Danmarks rolle i den grønne omstilling og i det internationale forsvarssamarbejde”, siger Søren Gade.
-mauh