Esbjerg Havn klar til at modtage større skibe
Esbjerg Havn har netop færdiggjort en omfattende uddybning af sin sejlrende, som nu gør det muligt at tage imod markant større og tungere skibe.
Foto: Esbjerg Havn
Indsejlingen er uddybet fra 9,3 meter til 12,8 meter, hvilket styrker både Danmarks rolle i den grønne omstilling og havnens position som et strategisk logistisk knudepunkt for NATO.
I alt er 3.702.000 kubikmeter materiale blevet flyttet i forbindelse med projektet, og en stor del heraf er blevet genanvendt i udbygningen af havnens sydlige områder, hvilket understreger projektets bæredygtige tilgang.
Projektet er blevet muliggjort via en EU-bevilling på 211 millioner kroner fra infrastrukturfonden Connecting Europe Facility (CEF). I forlængelse heraf er Esbjerg Havn nu optaget i EU’s Trans-Europæiske Transportnetværk (TEN-T) som strategisk transportknudepunkt.
Med den nye dybde er Esbjerg Havn i stand til at håndtere de kommende generationer af installationsfartøjer og store komponenter til havvind, som er i kraftig vækst både i størrelse og vægt. Samtidig forbedres havnens kapacitet til at modtage store RoRo-skibe og militære fartøjer, hvilket styrker den geopolitiske og forsyningsmæssige betydning af havnen.
Esbjerg Havns direktør, Dennis Jul Pedersen, har tidligere udtalt, at havnen skal være "førende på energi og forsyningssikkerhed", og denne investering er et vigtigt skridt på vejen.
-emte