Konsolidering på vej i containerbranche
Der kommer flere af de helt store containerskibe og markedet konsoliderer sig voldsomt. Det forudser Seaintels analytiker Alan Murphy. Han venter, at der bliver bestilt op mod 165 nye containerskibe med en kapacitet på 13.000 til 14.000 teu i løbet af de næste to år, mens den hårde konkurrence fortsætter.
”Konkurrencen har tvunget rederierne til at bestille flere, større skibe grundet frygten for at miste markedsandele og status som global operatør”, sagde Alan Murphy til shippingavisen Lloyds List på en konference i Hongkong.
Murphy venter desuden, at konkurrencen vil medføre at antallet af globale operatører vil falde fra de nuværende 20, så der i 2025 kun vil være omkring otte tilbage i branchen, en konsolidering, man et stykke tid har ment, er bydende nødvendig for en rentabel forretning.
”Ingen industri kan understøtte 20 globale spillere”, sagde Murphy til lloyds List.
Kilde: nordnet.se