MARCOD ansætter ny lærlingekoordinator
Den store succes for den maritime lærlingeordning, som sikrer flere og dygtige lærlinge, betyder, at det maritime brancheudviklingscenter MARCOD netop har ansat endnu en maritim lærlingekoordinator i Nordjylland. Den nye maritime lærlingekoordinator er 43-årige Søren Thomsen.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud til de nordjyske maritime virksomheder og fortælle dem om ordningen og dens muligheder. Koblingen mellem folkeskole og erhvervsliv har altid interesseret mig. Der er rigtig mange muligheder med en erhvervsuddannelse, som jeg gerne vil være med til at brande overfor de unge”, siger Søren Thomsen, der ser frem til at blive en del af MARCOD-teamet.
I 2014 oprettede MARCOD den første maritime lærlingeordning på vegne af dengang fire nordjyske virksomheder, der ønskede at ansætte en fælles lærlingekoordinator for at investere i flere og bedre lærlinge.
I dag bruges ordningen aktivt af seks virksomheder, der har øget deres antal af lærlinge fra 38 til 52, og den støttes dertil af seks sleeping partners. Ordningen har været så stor en succes, at den har inspireret til lignende ordninger i andre maritime miljøer i Danmark.
Den nye lærlingeordning er støttet af Den Danske Maritime Fond, der med sit tilskud gør opstarten af en ordning nummer to mulig. Fra 2018 skal den nye lærlingekoordinator gerne være 100 procent finansieret af maritime virksomheder.
Søren Thomsen har en baggrund som automekaniker, montør og smed samt deltidsbrandmand. Siden 2009 har han været ansat på Tolne efterskole og ledet en værkstedsskole for unge.
Kilde: MARCOD