Blue Water overskud på 147 mio. kr.
Blue Water Shipping kom ud af 2023 med et overskud før skat på 147 millioner kroner – en fremgang på 76 procent i forhold til overskuddet på 83 millioner kroner i 2022. Omsætningen faldt til gengæld en anelse.
”Vi er tilfredse med resultatet for 2023, da vi har leveret en pæn forbedring af bundlinjen i et omskifteligt og udfordrende marked. Fundamentet er stærkt, og alle vores forretningsområder bidrager positivt til det samlede resultat”, siger Søren Nørgaard Thomsen, CEO i Blue Water.
Omsætningen faldt fra 9,3 milliarder kroner i 2022 til 9,0 milliarder kroner i 2023 - et fald på 3 procent.
”De markante fald i fragtpriserne i løbet af 2023 har kun påvirket Blue Waters omsætning i mindre grad. En afgørende faktor er stigende markedsandele i flere dele af forretningen”, skriver ledelsen i regnskabet.
”Vi oplevede – modsat markedet – stigende fragtmængderne i slutningen af 2023. Det er er vi glade for, men vi oplever også, at vi skal arbejde hårdere for at fastholde og vinde kunder, da de lavere priser og volumener har øget konkurrencen”, siger Søren Nørgaard Thomsen.
Forventningerne til 2024 er et koncernresultat på 150-170 mio. kr. Resultatet vil være positivt påvirket af den løbende succesfulde implementering af de nyere kontorer i blandt andet Australien, Guyana, Tyrkiet og Kina.
Blue Water over 80 kontorer på verdensplan og 2.411 ansatte.
-mauh