SF: Hellere gas fra Tyra end fra Putin
SF håner Enhedslisten, fordi partiet valgte at være med i den nye Nordsø-aftale. Socialdemokratiet henviser til, at aftalen sikrer skatteindtægter og arbejdspladser. Enhedslistens Pernille Skipper var hurtigt ude med kritik til Nordsø-aftalen, som hun kalder "helt på månen" på sin Facebook-profil.
“Det er helt urimeligt, at Mærsk igen skal have foræret milliarder fra fælleskassen, som vi i stedet kunne bruge på at udvikle vores samfund, vores velfærd eller investere i grønne arbejdspladser, skriver Enhedslistens politiske leder og fortsætter:
“Jeg kan simpelthen ikke fatte, at partier, der kalder sig selv røde og påstår, at de vil bekæmpe ulighed og satse på velfærd og fællesskab, er med i den her aftale”.
Men i SF forsvarer Pia Olsen Dyhr partiets aftale ved bl.a. at pege på, at alternativet til egen gasproduktion er gas fra Putins Rusland: “Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker,” skriver hun på sin Facebook-profil. Partilederen peger også på, at det er erhvervslivet selv, der kommer til at betale regningen for skatterabatterne.
“Skattelettelsen skal så betales tilbage efterfølgende med renter af olieselskaberne, når feltet er ombygget, såfremt olieprisen udvikler sig som forventet,” skriver hun.
I Socialdemokratiet begrunder finansordfører Benny Engelbrecht partiets medvirken i aftalen med penge og arbejdsplader: “Denne her aftale giver flere penge i statskassen i sidste ende. Der kan bruges på at styrke velfærden og de ting, der er til samfundets bedste. Og så er vi optaget af, at den giver mange arbejdspladser. Specielt i Jylland og området omkring Esbjerg, siger Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht til DR.
Læs mere om hvordan aftalen ser ud HER
Redaktionen