Rederier ruster sig mod orkaner
Orkanerne, der i disse dage hærger i Atlanterhavet og det Caribiske Hav har fået danske rederiers skibe til at søge ly fra stormene og sikre sig bedst muligt mod de voldsomme ødelæggelser. Først kom Harvey, så Irma og den næste, Jose, er allerede på vej.
”Det er aldrig sjovt at være ude i rigtig dårligt vejr, men det er heller ikke noget man er helt uvant med, når man er til søs. Hvis der er mulighed for det, kan man prøve at finde læ for bølgerne og vinden, men det er selvfølgelig umuligt, hvis man er på åbent vand eller ved fladt land som Florida,” siger Maria Bruun Skipper, underdirektør i Danske Rederier.
Ingen har lyst til at være midt i en orkan. Heller ikke de danske redere, der sejler skibe i orkanerne Irmas og Joses rute. De har derfor haft travlt med at forberede deres besætninger og omdirigere skibene, så de er sikret mod ødelæggelserne, som har ramt Florida og efterladt massive ødelæggelser i flere caribiske lande.
Det danske rederi H. Folmer & co. har permanent to skibe i området. De har nøje holdt øje med situationen og sørget for, at besætningerne hurtigst muligt fik afsluttet deres opgaver i havnene omkring Florida, så de kunne få skibene ud på åbent hav for at ride orkanen af. Det lykkedes kun for det ene skib. Det andet måtte blive i Miami under orkanen Irma, idet lystbåde blokerede vejen ud af havnen.
”I forbindelse med de store orkaner får vores skibe ofte et varsel i forvejen. Ekstreme vejrfænomener som den aktuelle orkan Irma skal tages meget alvorligt. Derfor er det vigtigt at udnytte tiden om bord bedst muligt til at forberede skibet, inden uvejret rammer. Det indebærer, at man skal få afsluttet havneoperationer hurtigere end planlagt, så skibet kan sejle ud på åbent vand,” siger skibsreder Jørgen Folmer.
H. Folmer & co. har et andet skib i Atlanten, som er på vej til USA. Dette skib skal eventuelt omdirigeres for at passere så langt forbi orkanen Jose, der er under udvikling i Atlanten, som muligt. Orkanvarsler der udsendes er derfor uhyre vigtige for rederiet.
Hos Danske Rederier anbefaler man rederierne at sikre deres skibe og tage deres forholdsregler, lige som man har gjort hos H. Folmer & co. Maria Bruun Skipper anbefaler desuden, at man tager vejrvarslingerne i området alvorligt og søge ly fra orkanen.
Kilde: Danske Rederier