Scandlines øger kapacitet på Øresund
Den 1. december øger Scandlines Helsingør-Helsingborg kapaciteten, når Hamlets sejlplan udvides med fem timer per døgn. Udvidelsen er drevet af stigende efterspørgsel fra overfartens fragtkunder og sker i forlængelse af en længere periode med kraftig vækst i godstrafikken.
”Vi har over en længere periode oplevet fremgang i godstrafikken, og alene de seneste otte uger er antallet af overførte lastbiler steget med mere end otte procent.
Vores fragtkunder er tilfredse med Øresunds flydende bro, og udvidelsen er et led i vores løbende arbejde for at opretholde den rette kapacitet og det helt rigtige serviceniveau. Der skal altid være en afgang, der passer,” siger Johan Röstin, CEO i HH Ferries AB.
Overfartens konkurrencedygtige priser og høje driftssikkerhed er grundlaget for, at Scandlines Helsingør-Helsingborg i 2016 overførte 410.000 lastbiler. Kapacitetsudvidelsen gør det muligt at imødekomme kundernes efterspørgsel og øge antallet af overførte lastbiler med 40.000 årligt.
Hamlet har i forvejen fulgt en udvidet sejlplan i forbindelse med Auroras værftsbesøg som led i færgens ombygning til 100 procent batteridrift. I den periode har driftssikkerheden været høj, og Hamlets restaurant har vist sig at være en stor succes.
”Udviklingen har været særdeles positiv den senere tid, og vi ser nu frem til at udvide kapaciteten og fortsætte fremgangen i den kommende periode, så vi kan imødekomme efterspørgslen fra både professionelle og private kunder. Udvidelsen af kapaciteten betyder også, at vi skal ansætte yderligere personale,” siger Johan Röstin.
Kilde: HH Ferries