14 reddet efter at fragtskib gik ned
Det 3.500 dwt store Honduras-flagede fragtskib nåede at udsende nødsignaler, inden det gik ned 36 sømil fra den taiwanesiske kyst onsdag. Taiwans kystvagt sendte fire fartøjer afsted og det lykkedes at redde hele besætningen.
13 af den 14 mand store besætning på fragtskibet Ming An blev reddet, da det første redningsfartøj nåede frem til positionen, mens den sidste måtte vente længere.
Først efter fire timer lykkedes det for redningsmandskabet med hjælp fra en helikopter at lokalisere den savnede, der blev samlet op af et fiskefartøj. Da han blev reddet op, havde han ligget i vandet i otte timer, skriver TradeWinds.
Skibet afsejlede tirsdag fra Taiwan med kurs mod Vietnam. Det blev ifølge rapporterne ramt af hårdt vejr og en pumpe blev ødelagt af en høj sø, hvilket betød at skibet tog vand ind.
Kilde: TradeWinds