Genopbygning af Tyra-feltet godkendt
Energistyrelsen har godkendt en plan for fuld genopbygning af Tyra-feltet. Mærsk Olie og Gas A/S ansøgte den 28. april 2017 herom på vegne af Bevillingshaverne til Eneretsbevillingen og deres DUC partnere. Genopbygningen er en del af den nye Norsø-aftale, som blev indgået i marts.
Anlæggene på Tyra-feltet skal renoveres, da havbunden under anlæggene er sunket som følge af mange års gasproduktion. Godkendelsen er baseret på, at anlæggene genopbygges fuldt ud, og at Tyra dermed fortsat kan være knudepunkt for gas - og olieindvindingen fra det nordlige område af Eneretsbevillingen.
Tyra skal fremadrettet have kapacitet til at behandle produktion fra nye projekter i området – både fra tillægspotentialer indenfor Eneretsbevillingen og fra eventuelle tredjeparter – og der er stillet vilkår, som skal sikre at disse potentialer udnyttes.
Planen omfatter: genopbygning af fire brøndhovedplatforme og to stigrørsplatforme, omlægning af enkelte rørledninger til og fra Tyra Vest og Tyra Øst ,etablering af en ny behandlingsplatform og en ny beboelsesplatform ved Tyra Øst.
I forbindelse med genopbygningen fjernes to integrerede beboelses- og behandlingsplatforme, to platforme til afbrænding af gas (flaring) og to bromoduler med tilhørende bærende konstruktioner og afvikling af enkelte rørledninger.
De samlede udgifter til genopbygning, etablering af nye anlæg og fjernelse af platforme m.v. vurderes på nuværende tidspunkt at beløbe sig til omkring 20 milliarder kroner i 2017-priser. Investeringen anslås pt. at ville koste cirka 16,3 milliarder kroner, som forventes at blive omfattet af de planlagte, kommende skattelempelser, jf. Nordsøaftalen.
Hertil kommer afvikling af dele af det nuværende anlæg som led i renoveringen til cirka 3,7 milliarder kroner. Det bemærkes, at beløbene løbende justeres i takt med, at kontrakterne for genopbygningen indgås.
Inden udgangen af 2017 skal bevillingshaverne sammen med DUC partnerne træffe den endelige investeringsbeslutning og meddele, om det er besluttet at iværksætte den fulde genopbygning af Tyra-feltet.
Kilde: Energistyrelsen