Rederiernes eksport til Iran skal i vejret
Der er et stort potentiale for en øget eksport af søtransport til Iran efter ophævelsen af sanktionerne i fjor og det skal udnyttes bedre. Det er baggrunden for, at erhvervsminister Brian Mikkelsen står i spisen for et besøg i Teheran i de kommende dage.
Før sanktionerne mod Iran trådte i kraft udgjorde eksporten af dansk søtransport til Iran i gennemsnit 250 mio. i årene 2008-2011. Eksporten kom i gang igen i 2016 efter ophævelsen af sanktionerne, men der er med en omsætning i Iran på 115 mio. kr. fortsat langt igen for rederierne.
”Det var en god hjælp, da Kristian Jensen stor i spidsen for den danske delegation, netop som sanktionerne blev løftet. Ad denne og mange andre veje har de danske rederier fået knyttet eller genoptaget kontakten til Iran, så vi har set en markant stigning på handlen i 2016. Da der nu også kommer gang i hjulene i Iran, forventer vi, at transporten af olieprodukter vil blive suppleret med flere andre ting, hvilket alt i alt vil give mere vind i sejlene på dette marked for Danmark,” siger Jakob Ullegård, direktør i Danske Rederier.
Han er en del af delegationen som med Brian Mikkelsen i spidsen besøger Teheran i de kommende dage.
J. Lauritzen er et af de rederier, der har arbejdet hårdt på at få gang i forretningerne med Iran igen efter ophævelsen af sanktionerne. Inden de trådte i kraft, havde J.Lauritzen en stor forretning med at fragte ethylengas fra Iran, som man gerne vil have igang igen.
”Iran var et af vores store forretningsområder for gasaktiviteterne, men efter sanktionerne var vi tvunget til at træde ud. Vi ser nu igen et meget stort potentiale. Vi regner med, at aktiviteten for alvor begynder fra andet halvår af 2018 eller første halvår 2019,” siger Thomas Wøidemann, operativ direktør i J. Lauritzen til Berlingske Business fredag.
Kilde: Danske Rederier