Nyt kokain-fund på containerskib
For tredie gang indenfor få uger er der fundet kokain ombord på et containerskib. Denne gang er det MSC Meline, der er forsøgt brugt til smugling af i alt 112 kg kokain. Forsøget blev afsløret af politiet i Santos, Brasilien, den 14. februar.
Havnemyndighederne fik øje på en dykker, der opførte sig mistænkeligt nær containerskibet, da det lå ved kajen i en af havnens containerterminaler. Politiet blev tilkaldt, men det lykkedes dykkeren at undslippe. Han efterlod dog to vandtætte sække, der indeholdt 55 kg.
Ved en efterfølgende gennesøgning af skibet fandt politiet yderligere 57 kg kokain.
Det er politiets teori, at dykkeren var ønskede at gøre kokainen fri af skroget, så det kunne blive hejst ombord og skjult på skibet.
I løbet af de sidste få uger har to Hapag-Lloyd skibe været forsøgt brugt til kokainsmugling. Det seneste forsøg blev opdaget i Mexico den 6. februar, hvor 42 kg. kokain var skjult på skibets skrog, mens myndighederne i Colombia i slutningen af januar beslaglagde 185 kg kokain fra et andet Hapag-Lloyd skib.
Kilde: Instant News