Rederi spiller på to heste efter 2020
Japan´s Cosmo Oil har besluttet at udstyre en del af sine skibe med scrubbere, mens resten skal sejle på marinediesel (MGO), når de nye svovlregler træder i kraft i 2020. Beslutningen skyldes den store usikkerhed om brændstofpriser og tilgængelighed.
Hvis der fortsat er tung bunkerolie tilgængelig til en betydelig lavere pris end den svovlfattige MGO, kan det være en god forretning at investere de op til 5 mio. dollar, det koster at udstyre et skib med en scrubber.
Men usikkerheden er stor. Derfor vælger Cosmo Oil splitte risikoen på sin flåde, der består af seks VLCC´ere. En nybygning bliver udstyret med scrubber, mens to andre bliver retrofittet. De øvrige fire skal benytte MGO.
Ifølge de seneste estimater fra DNV GL vil der i 2020 blot være omkring 1.000-1.500 skibe, der er udstyret med scrubbere - og dermed vil mindre end 5 pct. af olieforbruget til verdensflåden af de berørte skibe efterspørge den tunge, svovlholdige olie.
Tidligere har IMO estimeret, at omkring 4.000 skibe vil bruge den svovl-tunge olie efter 2020. “Det rejser spørgsmål om, hvorvidt olie med højt svovlindhold overhovedet vil være tilgængelig, hvis blot 4.000 - eller måske endnu færre - kan bruge den,” siger DNV GL.
Og dermed kan det vise sig, at være en skidt forretning at installere scrubbere. Men Cosco Oil vælger altså at spille på begge heste.
I Danmark har Maersk Line meldt ud, at de ikke vil udstyre rederiets skibe med scubbere. Det gør derimod DFDS.
Fra 1.1. 2020 bliver det forbudt at benytte - eller have olie ombord - med et svovlindhold på mere end 0,5 pct. med mindre skibet er udstyret med en scrubber.
Kilde: TradeWinds.