Færgerne skal aflaste landevejene
Lange køer på motorvejene er et af de problemer, som politikerne oftest døjer med at finde en løsning på. Godstransporten skal i fremtiden udnytte søvejen endnu bedre for at aflaste vejnettet. Det er budskabet flere transportpolitiske ordførere, der ser færgerne som en del af løsningen.
”Vi har udfordringer med trængsel på vores veje, hvilket desværre ofte betyder køer og ventetid for danskerne. Her kan færgerne være en anden vej til at flytte de varer, som danskerne har brug for uden yderligere kødannelse. Helt generelt er det godt at flytte gods fra vejene og over til søs, da der ikke er trængsel på de blå motorveje,” siger Rasmus Prehn, transportordfører fra Socialdemokratiet.
Regeringen kom i januar 2018 med en maritim vækstplan, hvor en af ambitionerne er at se på muligheden for at flytte mere gods fra vej til sø. Det økonomiske opsving i Danmark har givet mere godstransport, der fylder godt på vejene.
Til søs kan man også se stigningen i godstransporten. Ifølge nye tal fra Færgerederierne transporteres der årligt 30 millioner tons gods over i alt 400.000 transportkilometer.
”I de sidste to år har vækstraten været over fem procent, så det er store skridt fremad, som vi ser i disse år. Det er godt nyt, at man politisk gerne ser, at man flytter gods væk fra overfyldte veje og ind på blandt andet færgerne,” siger Jacob K. Clasen, direktør i Færgerederierne.
Kilde: Danske rederier