Tysk containerskib lækker bunkerolie
Det 13 år gamle portugisisk indregistrerede containerskib Devon har fredag lækket godt 8,5 tons low sulphur fuel oil i Den Bengalske Bugt på grund af revner i en brændstoftank. Skibet ventes at ankomme til Haldia senere i aften.
Devon var undervejs fra Sri Lanka til Haldia i Indien, da besætningen blev opmærksom på at der trængte brændstof uf af en tank i skibets bagbord side.
Tanken har en kapacitet på 120 tons brændstof, men det lykkedes besætningen at stoppe udstrømningen af olie ved at pumpe det resterende indhold i tanken over i en anden tank.
Efter ankomsten til Haldia i aften vil containerskibet blive undersøgt af de indiske myndigheder, der også observerer havet i det berørte farvand fra fly og skibe.
Ifølge skibets tyske ejer, TB Marine Shipmanagement i Hamborg, er situationen om bord på det 1.118 TEU store containerskib under kontrol, og der er ingen fare for skibets sikkerhed eller yderligere udstrømning af olie.
Kilde: Tradewinds