Stena Line tager levering af opgraderet RoPax
Stena Line har fået overdraget Stena Scandica, den første af to Visentini-færger, der er blevet forlænget og opgraderet med flere miljøvenlige features som hybrid scrubber, system til rensning af ballastvand og ny ror. Den næste, der bliver opgraderet er søster-fartøjet Stena Baltica.
Stena Scandica blev skåret midt over og en ny 36 meter lang midtersektion er blevet indsat, der giver færgen en samlet længde på 222 meter og en fragtkapacitet på 2.875 lanemeter.
Antallet af kahytter er øget fra 80 til 202 og passagerkapaciteten er nu 970 personer.
Opgraderingen indbefatter også en ny bov-sektion, der gør det muligt at laste og losse samtidig på to dæk, hvilket nedsætter turn-around tiden i havn, oplyser Stena Line.
Stena Scandica skal indsættes på ruten mellem Nynäshamn i Sverige og Ventspils i Letland i begyndelsen af juli.
Projektet er en del af Stena Line´s plan om at reducere sin samle CO2 udledning med 30 pct. frem til 2030.
De to færger, der nu moderniseres, er begge bygget i 2005 og sejlede tidligere på ruten mellem Belfast og Birkenhead.
Kilde: Offshore Energy