DanPilot: Vi overholder sanktionerne
DanPilot tager nu til genmæle overfor anklagerne om muligt brud på sanktionerne mod Rusland ved at lodse skibe med russisk olie. DanPilot understreger på ny, at virksomheden opererer i overensstemmelse med sanktionerne.
TV2 har sat fokus på transporten af russisk olie gennem dansk farvand den 26. og 27. april 2023. DanPilot har været i dialog med TV2 og understreget, at man hele tiden har forholdt sig til sanktionerne med respekt for at overholde dem. DanPilots egen vurdering er, at man overholder sanktionerne, hvilket ifølge DanPilot bekræftes af en senior ekstern advokat med speciale i sanktioner.
Da der blev rejst tvivl om DanPilots praksis, indførte DanPilot et forsigtighedsprincip i tillæg til lodseriets compliance praksis, da man ønskede at være på den sikre side i forhold til overholdelse af reglerne. Forsigtighedsprincippet betyder, at alle tankskibe i transit, lastet eller ej, der kommer fra eller skal til russisk havn, ikke vil kunne få en DanPilot lods ind til en dansk red.
DanPilots vurdering har været, og er fortsat efter seneste grundige juridiske gennemgang, at sanktionerne er overholdt. Dette er ifølge DanPilot bekræftet af såvel en ekstern advokat samt fra Søfartsstyrelsen.
Som en konsekvens af reglernes udformning er DanPilot derfor forpligtet ved lov til at stille lods til rådighed. Der vil derfor fra dags dato blive leveret lods til disse skibe, da ydelsen er undtaget fra sanktionerne, og DanPilot er derfor via den lovbestemte forsyningspligt forpligtet til at stille lods til rådighed.
”Det er DanPilots ansvar som selskab at overholde de til enhver tid gældende sanktioner. Vi tager dette ansvar meget alvorligt, og vi vil fortsætte med at efterleve sanktionerne. Eftersom skibe med russisk olie er undtaget sanktionerne, er DanPilot ved dansk lov forpligtiget til at assistere med lodsning, hvis en sådan kunde skal ind til en dansk red for f.eks. at tage bunker”, siger Erik Merkes Nielsen, direktør i DanPilot.
”Det er et komplekst område, men det er i Danmarks interesse, at skibe, der sejler i danske farvande, benytter lods, således risikoen for omfattende og dyre katastrofer minimeres. Spørgsmålet om, hvorvidt sanktionerne rammer hårdt nok, er et politisk spørgsmål. DanPilot forholder sig til de gældende krav, der skal overholdes”, siger
Erik Merkes Nielsen.
Kilde: DanPilot