Tilfangetagne piraters skæbne usikker

Tirsdag 30. november 2021 kl: 15:19

Tilfangetagne piraters skæbne usikker
Medarbejdere fra Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet arbejder tæt sammen med Anklagemyndigheden for at finde ud af, hvad der skal se med de fire tilfangetagne pirater der befinder sig om bord på den danske fregat Esbern Snare.

Siden udmeldingen om hændelsen for mere end en uge siden, har de danske myndigheder været tavse om, hvad der videre skal ske i sagen – ud over, at man arbejder på at finde en løsning.

”Der arbejdes på udleveringsaftaler med lande i regionen. I hvilket omfang sådanne aftaler kan blive aktuelle, vil afhænge af Anklagemyndighedens beslutning i tiltalespørgsmålet”, oplyser Forsvarsministeriet i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.

Sagen kompliceres af en lang række faktorer, ikke mindst det forhold at Danmark ikke havde forhandlet udleveringsaftaler på plads, inden man sendte fregatten i aktion i Guineabugten.

At nigerianske jurister nu også er begyndt at stille spørgsmålstegn ved aktionen, som omtalt her i Maritime Danmark tidligere i dag, gavner heller ikke situationen.

De fire pirater er ved Københavns Byret in absentia varetægtsfængslet frem til den 8. december, sigtet for drabsforsøg mod de danske specialstyrker.

Det vides i øjeblikket heller ikke, hvad der skal ske med ligene af de 4 pirater der blev dræbt under ildkampen med de danske soldater.

Redaktionen


Redaktionen

Copyright © Maritime Danmark. Alle artikler, fotos og øvrige illustrationer, der er på disse sider, stammer fra Maritime Danmark. Artikler, fotos og øvrige illustrationer er beskyttet af de ophavsretslige regler og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden tilladelse.