Nordkorea optrapper ordkrigen mod USA

Nordkorea optrapper ordkrigen mod USA
Beslaglæggelsen af fragtskibet Wise Honest kritiseres nu skarpt af Nordkorea.

Tirsdag 14. maj 2019 kl: 08:18


Nordkorea tordner nu mod USA´s beslaglæggelse af et fragtskib, som diktaturet kalder et "ulovligt røveri" og et brud på ånden i den aftale, som den amerikanske præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, indgik under topmødet 12. juni sidste år.

I en udtalelse fra Nordkoreas udenrigsministerium hedder det, at landet ønsker skibet frigivet øjeblikkeligt og at beslaglæggelsen er "gangsteragtig" og et overgreb mod landets suverænitet.

Det amerikanske udenrigsministerium oplyste i sidste uge, at USA har beslaglagt fragtskibet M/V Wise Honest, der beskyldes for brud på FN´s sanktioner mod landet. Skibet har tidligere været tilbageholdt af Indonesien.

“USA tager frygtelig fejl, hvis landet tror, at det kan kontrollere Nordkorea med magt,” hedder det i udtalelsen, der er offentliggjort af Nordkoreas nyhedsbureau.

Oplysningen om beslaglæggelsen af det nordkoreanske skib kom ud kort tid efter, at Nordkorea havde testet to kortrækkende missiler. Det var den første missiltest i Nordkorea siden november 2017.

Læs mere om beslaglæggelsen HER.
Kilde: Reuters m.fl.


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark