Video

Verdens største kran ankommer til Esbjerg

Verdens største kran ankommer til Esbjerg
Verdens største mobile havnekran på vej ind i Esbjerg Havn i går.

Torsdag 22. august 2019 kl: 13:55


Der var en god grund til at kigge mod himlen, da Esbjerg Havn i går tog i mod Liebherr-kranen, der er verdens største mobile havnekran, da den ankom med skib fra Rostock. ”Kranens ankomst viser, at Esbjerg Havn også internationalt er en sværvægter,” siger havnedirektøren.

Liebherr-kranen rager 48 meter i vejret og kan løfte 300 tons. Havnen kan dermed understøtte den offshore industri, hvor blandt andet vindmøller bliver større og større.

På verdensplan findes kun 12 af denne type kraner, som den tyske virksomhed Liebherr står bag. Og det var da også en tilfreds havnedirektør, som stod klar på kajen til at tage i mod:

”Jeg glæder mig over, at vi med den nye kran udvider vores krankapacitet betragteligt. Vi skal håndtere mere og mere stort gods på havnen i fremtiden, og derfor har vi brug for at opruste. Jeg glæder mig også over, at kun få havne i verden har en lignende kran, fordi det viser, at Esbjerg Havn er en international sværvægter,” siger Dennis Jul Pedersen.

Esbjerg Havn råder i forvejen over Skandinaviens største samling af mobile Liebherr-kraner, som nu er blevet yderligere udbygget. Den nye kran vejer knap 800 tons, er 48 meter høj og kan løfte 308 tons. Samtidig gør den det muligt for havnens mobile havnekraner at udføre tandem-løft, hvor to kraner tilsammen løfter helt op til 448 tons.

Se i indslaget fra TV Syd herunder, hvorfor det ikke med det samme lykkedes at få havnen bugseret i land.

Kilde: Esbjerg Havn



Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark