Stormflod kostede én million på bundlinjen
Afmatning i markedet og stormfloden i oktober påvirkede Kolding havns bundlinje i 2023-regnskabet negativt med en mio. kr.
Godsomsætningen i Kolding Havn nåede for første gang i flere år ikke den magiske grænse på 1 mio. tons i 2023 – det blev til 984.000 tons, som blev håndteret ”over kaj” fra og til skibene.
Omsætningen landede på 31,4 mio. kr. i 2023, hvilket er et fald på 7,2 pct. i forhold til 2022, der nåede den højeste omsætning i flere år.
”Vi vidste allerede inden starten på 2023, at markedet var trængt i en tid med geopolitisk uro – verdenshandlen var påvirket, hvor både inflationen og energipriserne steg voldsomt. På trods af det, er vi kommet fornuftigt ud af 2023 med et årsresultat på 2,7 mio. kr. – vel at mærke efter, vi har trukket én mio. kr. fra, som er hensat til selskabets egne udgifter til stormfloden,” siger formanden for havnebestyrelsen, viceborgmester Birgitte Munk Grunnet.
Bestyrelsen erklærer sig tilfreds med at nå et resultat, som kun er 0,4 mio. kr. fra budgettet før hensættelsen til stormfloden, der også kostede anløb af op mod 15 skibe.
-emte