Aarhus Havn har budt første skib på en ud af to nye ruter velkommen
Den 25. marts markerede containerskibet Valencia Express med sit anløb til APM Terminals i Aarhus Havn åbningen af den første af to nye ruter i Gemini-samarbejdet mellem Maersk og Hapag-Lloyd.
Foto: Aarhus Havn
De to nye ruter betjenes af henholdsvis Hapag-Lloyd og Maersk, der indsætter verdens første metanoldrevne containerskib, Laura Maersk på den nye rute med første anløb i næste uge, skriver Aarhus Havn i en pressemeddelelse.
“Vi ser frem til at kunne servicere vores kunder med to nye ruter. De nye services til og fra Aarhus vil gavne byens og regionens erhvervsliv ved at skabe bedre adgang til globale markeder samt øge fleksibiliteten, hastigheden og forudsigeligheden i forsyningskæderne,” siger Birna Odefors, der er områdedirektør for Maersk i Norden.
De to nye ruter fungerer som en forlængelse af de globale ruter, der har anløb i de store havne i Nordtyskland og er en del af det Gemini-samarbejde, der skal bringe rettidigheden op på over 90 pct.
Samarbejdet startede den 1. februar og det gik flot med rettidigheden i den første måned, der ifølge Sea-Intelligence nåede 94 pct.
Uhørt i et marked, hvor den gennemsnitlige rettidighed for de største rederier har ligget på godt 50 pct. i snit.
-emte
Verdens første metanoldrevne containerskib, Laura Maersk, bliver en fast gæst i Aarhus Havn.. Foto: ADP A/S