Jack-up skib kæntret: 1 død - 12 savnes
Seks besætningsmedlemmer blev reddet, en blev reddet livløs op af vandet og er død, mens 12 trods en omfattende eftersøgningsaktion fortsat savnes efter, at jack-up skibet Seacor Power forliste ca. 7 sømil syd for Port Fourchon i Den Mexicanske Golf i hårdt vejr.
Det nu forliste jack-up skib Seacor Power forlod Port Fourchon Louisiana kort efter middag 13. april med 19 besætningsmedlemmer om bord. Det skete selvom meteorologerne havde advaret om hårdvejr med høje vindhastigheder to tordenstorme.
Kl 16.30 opfangede kystvagten nødsignaler fra Seacor Power, der på det tidspunkt befandt sig ca. 7 sømil fra havnen og alarmerede skibe i området og sendte selv to fartøjer af sted.
Det lykkedes for de første skibe på stedet at redde fire besætningsmedlemmer op af det oprørte hav, mens besætningen på kystvagtskibet Glenn Harris, der ankom 30 minutter senere, reddede et enkelt besætningsmedlem og det samme gjorde det andet kystvagtfartøj.
Men 40 timer efter forliset havde eftersøgningsholdene endnu ikke haft held til at finde nogle af de savnede i det fortsat hårde vejr i området.
“Vi er dybt triste over nyheden om skibets forlis og arbejder tæt sammen med U.S. Coast Guard og lokale myndigheder for at understøtte arbejdet med at inde vores værdsatte kolleger og partnere,” hedder det i en udtalelse fra Seacor Marine.
Eftersøgningen af de savnede sker i et område på omkring 3.800 kvadrat kilometer - eller større end Fyn - med deltagelse af to skibe fra US Coast Guard, flere fly og helikoptere og flere andre fartøjer både private og fra havne i området.
Kilde: Maritime Executive