Seacor Power hæves ikke som planlagt
Det kæntrede amerikanske jack-up fartøj Seacor Power, der den 13. april forliste i havet ud for den amerikanske sydstat Louisiana med 19 besætningsmedlemmer om bord, kan ikke som planlagt bringes på ret køl igen.
Nye undersøgelser af skroget har vist så store skader, at skroget efter alt at dømme vil brække i flere dele, hvis der som planlagt bliver gjort forsøg på at bringe det på ret køl.
Denne plan er nu opgivet, og i stedet satses der på at skubbe en nedsænkbar pram ind under den centrale del af skroget, og redde så stort et sammenhængende stykke af Seacor Power som muligt.
Seacor Power forliste, da det befandt sig ca. 7 sømil fra havnen i Fourchon i en storm den 13. april. Der var 19 besætningsmedlemmer om bord, heraf blev seks blev reddet i live, seks er fundet døde mens syv fortsat savnes.
Bjærgningsselskabet Donjon-SMIT har tømt skibets tanke for 77.000 liter diesel, men der befinder sig fortsat 17.000 liter hydraulisk olie i skibets tanke.
Donjon-SMIT forventer nu at den centrale del af skroget vil være hævet inden udgangen af juni, og at alle vragdele vil være fjernet fra havbunden inden udgangen af juli måned.
De amerikanske myndigheder efterforsker fortsat årsagen til ulykken.
Redaktionen