Hapag-Lloyd scorer rekordresultat

Hapag-Lloyd scorer rekordresultat
Foto: Hapag-Lloyd.

Torsdag 12. maj 2022 kl: 10:05


De kommer som perler på en snor - omsætnings- og indtjeningsrekorderne i 1. kvartal for de største containerrederier - og nu melder Hapag Lloyd sig i rækken med et ekstraordinært godt resultat i 1. kvartal, hvor bundlinjen blev tredoblet og nåede 4,7 mia. dollar, drevet af et løft i omsætningen på 83 pct.

Det er de voldsomt højere gennemsnitlige rater, der er årsagen til rekordresultatet i tyske Hapag-Lloyd, mens antallet af transporterede containere ligger på niveau med 1. kvartal i fjor.

“Året er startet exceptionelt stærkt, og selvom der har været de første tegn på, at markedet har toppet, forventer vi også et stærkt 2. kvartal,” siger Rolf Habben Jansen, CEO i Hapag-Lloyd i en kommentar.

Omsætningen nåede 9,0 mia. dollar i 1. kvartal på baggrund af gennemsnitlige fragtrater på 2.774 dollar/teu mod 1.509 dollar/teu i samme periode i fjor. Driftsresultatet på 5,3 mia. dollar - mod 1,9 mia. dollar sidste år - blev nået trods øgede håndteringsomkostninger og brændstofpriser, der lå omkring 60 pct. højere end i 1. kvartal i fjor.

Hapag-Lloyd skruede den 28 . april på baggrund af den stærke start på året - og udsigten til et stærkt 2. kvartal - op for sine forventninger til driftsresultatet for hele året, der nu forventes at lande mellem 14,5 mia. dollar og 16,5 mia. dollar.

Rederiet understreger dog, at prognosen er behæftet med betydelig usikkerhed på grund af den igangværende Covid-19 pandemi og krigen i Ukraine.

“De globale forsyningskæder er fortsat under betydeligt pres - ikke mindst på grund af de seneste tiltag i Kina som svar på Covid-19 tilfældene. Denne situation forventes at forbedre sig i anden halvdel af året,” siger Rolf Habben Jansen.

Kilde: Hapag-Lloyd


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark