John Fredriksen vandt - aktionærer ønsker fusion
Det lykkedes ikke for den belgiske Savery-familie at sætte en kæp i hjulet for planerne om at fusionere Euronav og den norske shipping-milliardær John Fredriksens Frontline til verdens absolut største tankrederi. Aktionærerne vil fusionsvejen, fremgik det af generalforsamlingen.
Savery-familien havde gennem deres selskab CMB købt yderligere op i Euronav og sidder nu på 18,5 pct. af aktierne i selskabet i et forsøg på at få valgt tre kandidater ind i bestyrelsen, der støtter familiens planer om en mere grøn retning for Euronav.
Men det lykkedes ikke at overbevise et flertal blandt aktionærerne, der hellere vil fusionere selskabet med tankrederiet Frontline som foreslået af John Fredriksen og som bakkes op af topledelsen og den siddende bestyrelse.
Dette arbejde med at skabe en tank-gigant indenfor VLCC og Suezmax kan nu forsætte, inden aktionærerne skal stemme om den endelige aftale.
Her kan Savery-familien med deres ejerandel på 18,5 pct. have en sidste chance for at stoppe planerne. Det kan potentielt ske, hvis transaktionen konstrueres på en måde, der kræver opbakning fra 75 pct. af aktionærerne.
Men sammenlægningen kan også konstrueres, så den kan vedtages med et simpelt flertal, skriver TradeWinds.
John Fredriksen ejer gennem selskabet Famatown Finance 12 pct. af aktierne i Euronav.
Kilde: TradeWinds