Thorco Projects drev indtjeningen i rekordår

Thorco Projects drev indtjeningen i rekordår
Christian Stadil, CEO og ejer af Thornico melder om rekordindtjening på mere end 1 mia. kr. Foto: Thornico.

Fredag 10. juni 2022 kl: 11:25


Den Stadil-ejede Thornico-koncern kom ud af 2021 med en rekordomsætning på 10 mia. kr. hvor specielt shipping-forretningen Thorco Projects skilte sig positivt ud og var med til at sikre en driftsindtjening, der for første gang rundede 1 mia. kr., fremgår det af en pressemeddelelse.

Covid-19 påvirkede fortsat negativt og markedsforholdene var udfordrende, men det lykkedes alligevel for Thornico-koncernen at levere det bedste resultat på top og bundlinje i konglomeratets historie.

“For første gang nogensinde stiger omsætningen til over 10 mia. kr., mens resultatet før skat runder en historisk milepæl på over 1 mia. kr. Det svarer til en vækst på 44% i forhold til 2020,” skriver Thornico i en pressemeddelelse om årsregnskabet.

“Den helt store indtjeningsdriver har i 2021 været vores shippingfirma Thorco Projects, der med sin nye ændrede asset light forretningsmodel har været utrolig dygtig til at udnytte den unikke markedssituation, der har været i verden. De udfordringer, som andre selskaber i Thornico koncernen har i forhold til logistik, det formår Thorco Projects at tjene penge på,” udtaler bestyrelsesformanden for Thornico, Thor Stadil, i pressemeddelelse

I forhold til 2022 for konglomeratet, der tæller mere end 120 selskaber på tværs af ejendomme, fødevarer, emballering, sport og mode, teknologi samt shipping, forventer CEO og ejer af Thornico, Christian Stadil, “at indtjeningen lander i underkanten af 2021-resultatet, mens vi omsætningsmæssigt påregner at ramme lidt over den realiserede toplinje i 2021”.



Kilde: Thornico.


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark