Aabenraa Havn er en dynamo for regionen
Aabenraa Havn har sammen med Force Technology opgjort havnens betydning for den regionale økonomi. Analysen dokumenterer, at aktiviteterne på Aabenraa Havn betyder direkte såvel som afledt beskæftigelse for knap 1.300 mennesker i regionen.
Den samlede indkomstskabelse (bruttoværditilvækst) er opgjort til 672 millioner kroner. Skatter fra virksomheder og personer er opgjort til 195 millioner kroner, mens dens samlede produktionsværdi beløber sig til lige ved 1,7 milliarder kroner.
Beregninger viser, at ro/ro ruten til Klaipeda vægter med ca. tre procent i forhold til de udarbejdede beregninger. Med baggrund i den generelle økonomiske afmatning lukkede Scandlines ruten i december 2008.
Aabenraa Havns hidtidige vækst fortsatte frem til 3. kvartal 2008. Den globale finanskrise har imidlertid betydet, at havnen har oplevet en aktivitetsnedgang i 4. kvartal 2008 samt i de første måneder i 2009.
Det er dog forventningen, at Aabenraa Havn trods den økonomiske krise fortsat vil danne grundlag for udvikling og vækst i regionen.
Kilde: Aabenraa Havn