ADP A/S får millioner fra EU til etablering af landstrøm
Nu kan havnen i Fredericia se frem til en hurtigere reduktion af luftforureningen fra skibe ved kaj. Det skyldes, at havnen med et milliontilskud fra en EU-pulje nu kan fremskynde etablering af landstrøm på havnen.
Foto: ADP
Havneselskabet ADP A/S har fået tilsagn om 15,3 mio. kr. fra EU fra de såkaldte CEF-midler (Connection Europe Facility) til etablering af landstrøm på Fredericia Havn.
Tilsagnet, der blev modtaget i sidste uge, kommer i kølvandet på et tilskud på omkring 50 mio. kr. fra den samme pulje til støtte for havneudvidelsen i Fredericia.
“Det var en stor anerkendelse af Fredericia Havn, da vi fik tilsagn om støtte af CEF-midlerne i sommeren 2024, og at vi får den anerkendelse endnu en gang, er vi utroligt stolte af. Fredericia Havn spiller en stor rolle for at understøtte dansk eksport og import nu og i fremtiden. Det kræver, at vi omstiller os og retrofitter vores infrastruktur, så den passer til fremtiden. Det er rigtig stort for os, at det bliver anerkendt fra EU’s side", fastslår Rune D. Rasmussen, CEO i ADP.
Havneudvidelsen, der forventes at stå færdig til sommer i år, fordobler containerarealet og gør det muligt at øge containerkapaciteten til mere end det dobbelte.
I forbindelse med havneudvidelsen har det hele tiden været et krav at etablere landstrøm, men den ekstra tildeling af midler betyder ifølge ADP, at etableringen kan fremskyndes.
-emte