ADP får 50 mio. kr. til havneudvidelse
ADP får 50 mio. støttekroner fra EUs støttepulje Connecting Europe Facility til færdiggørelse af havneudvidelsen på Fredericia Havn. Puljen har til formål at forstærke og styrke tilgængeligheden og sammenhængskraften på ScanMed Korridoren.
EU-Kommissionen har vurderet, at udvidelsen af Fredericia Havn bidrager til målene for det transeuropæiske transportnetværk (TEN-T) ved at forbedre Danmarks forbindelse med andre regioner i Nordvesteuropa, og at det fjerner en eksisterende flaskehals i containerterminalkapaciteten.
Derfor vurderer de, at færdiggørelse af havneudvidelsen og forundersøgelser til at koble banegods og skibsgods sammen skal imødekommes med støtte på 6.754.520 euro .
“Vi kan ikke være andet end stolte og glade for, at EU-Kommissionen og medlemmerne i CEF-komiteen tror så meget på Fredericia som et omdrejningspunkt på ScanMed, at vi har fået tildelt et så stort millionbeløb. Fredericia og Trekantområdet er det vigtigste multimodale trafikknudepunkt i Danmark, og det giver bare så god mening at fastholde og udvikle det for at sikre Danmarks konkurrencedygtighed på det internationale marked”, siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP.
ADP har siden efteråret i 2023 været i gang med en havneudvidelse på Fredericia Havn, der mere end fordobler containerkapaciteten. I direkte sammenhæng med baglandsterminalen i Taulov, Taulov Dry Port, og i samarbejde med Fredericia Shipping i det nye selskab, Fredericia Container Terminal, har ADP sikret så stor containerkapacitet, at den fremtidige containervækst i Vestdanmark kan håndteres alene i Fredericia.
“Vi ser ind i nogle år med spændende udviklingspunkter, der er i tråd med ambitionerne for at styrke TEN-T, og med anerkendelsen fra EU-Kommissionen får vi mulighed for at holde tempo i vores fremtidsperspektiver og gennemføre flere tiltag på tværs af vores koncern”, siger Rune D. Rasmussen.
-mauh